Ophav

.*.

.*.

.*.

.*.

.*.

If I respect the human, I will be respected.

If I love the human, I will be loved.

If I destroy the human, I will be destroyed.

For I am a human.

 

  ( Ethnologist Werner Jacobsen, 1965 )

.*.

.*.

.*.

.*.

                           

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum

.

Der findes en levende planet
som kaldes ” Jorden “, overfladisk set
er der mere vand end land.

.
Set fra universet ligner den en blå vanddråbe,
frit hængende, nærmest vægtløst, 
– når man sænker sig
i dens bløde favn
er oplevelsen
som vand
i vand

 i

 

.

Stadig,  på tæt hold, er alting flydende.
Der er ingen stater, ingen status,
ingen grænser,  jurisdiktion og ord,
ingen matrikler og penge 

og de levende væsner på denne planet
er selv flydende, et hav af liv
                                         i urhavet, ophavet, planeten
som hverken bærer embede, titel,
                                        per’sona, maske eller ID

–  fatamorganaer udfolder sig ofte i ørkener,
og illusioner ofte blandt mennesker
~    tanker og illusioner er flydende,
selvom de i institutionaliseret form
kan virke faste, hårde og ubøjelige
  .

 

af vand er du kommet

                         til vand skal du blive

                                                 af vand skal du igen opstå

 

..

Jeg vejrer mennesket
bag det levende ansigts strømmende stemninger,
                 som bølger på overfladen, som oceaner.

Sindet er dybere end nogen aner. 

 

  

Disse billeder er blot nogle få dråber
                                                           .

i menneskehavet

. .

...

 

 

 

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum

 

 

Benny M. Jørgensen var hjemløs, og solgte trofast bladet ” Hus Forbi ” ved et større supermarked på Frederiksundsvej i Brønshøj. Han var en del af gadebilledet i mange år, og de fleste kendte ham som en gemytlig og beskeden fyr, som man altid kunne få en lille snak med. Han brokkede sig aldrig over sin skæbne, og fandt altid en humoristisk vinkel på situationen, dog skinnede en underliggende smerte igennem. Hans øjne lyste af det hele. Glæden over øl til at dulme nerverne gav lindring i begyndelsen, men endte med at koste ham livet i en alder af ca 55 år.

I 2016 fortalte han sin historie til mig. Den blev nedskrevet, trykt og uddelt gratis til alle der var interesserede. Derfra spredte hans historie sig, og nåede på et tidspunkt også frem til statsminister Løkke Rasmussen og departementchefer m.fl. Den blev gengivet i bladet ” Hus Forbi ” som han selv var med til at sælge, som ” sælger nr. 909 “.

Her er hans historie, med egne ord :

” Mange spørger, hvordan jeg blev forfremmet til sælger af  ” Hus forbi “. Det er ligesom alle andre karrierer, noget man arbejder henimod igennem et langt liv. Da jeg var teenager, skrev jeg denne historie:

” … Jeg gik i en mørk og lang tunnel, og kunne intet se. Pludselig kunne jeg skimte lyset for enden af tunnellen. Da jeg endelig kom ud i lyset var det så klart og blændende, at jeg stadig intet kunne se … “

Det begyndte nærmest som en drøm. En ung mand og kvinde mødte hinanden, blev gift, flyttede sammen og fik børn. Far arbejdede og mor gik hjemme. Jeg ankom i 1964 som den lille efternøler i en søskendeflok med 5 børn.

.

.

.

Familien var tilflyttere fra Sejrø, og kendte til trange kår. Med de mange unger var trangen blevet så stor, at familien for at “overleve” med egne hænder byggede eet af de største huse i Skovlunde dengang. Selvom familien leverede arbejdskraften til byggeriet, blev det dyrere end forventet. Det forstærkedes yderligere da de 4 store søskende kort efter min ankomst flyttede hjemmefra. Mine forældre havde nok håbet at de havde hjulpet til med at tjene til føden, og var blevet boende hjemme længere. Sådan gik det til at jeg fra begyndelsen blev “enebarn”, trods en stor søskendeflok. Min far prøvede at redde økonomien ved at cykle rundt og klunse efter arbejdstid. Hans fund blev ikke altid videresolgt, og hjemmet udviklede sig til et depot, hvor der efterhånden kun var trædestier imellem de voksende bunker overalt.

Der gik min mor og jeg så rundt, mens far var på farten. Mor var altid i dårligt humør og orkede ikke noget. Når far endelig var hjemme skændtes de – jeg var ikke gammel før flyvende tallerkener fløj gennem luften når de skændtes. En tallerken fra den ene retning blev besvaret med ti fra den anden. Så jeg havde både “hund og kat”, og “sciencefiction-drama” med flyvende tallerkener på allertætteste hold – hvad mere kan en lille dreng ønske sig ?

Nej, det var hårdt for et lille barn. Min mors dystre humør formørkede atmosfæren – det var enten ” her way ” eller ” the highway ” – og siden da har det været et gennemgående tema i mit liv. Jeg reagerede ved at trække mig, og sådan lærte jeg tidligt at leve som en eremitkrebs, der gemte de bløde og sårbare dele i en hård skal.

.

.

.

 

..

Så kom skoletiden. Det blev fortsættelsen af helvedet hjemme, bortset fra min skolekammerat Ole. Vi kørte på knallert og spillede musik, så det susede for ørerne – og var begge gode med hænderne. Jeg blev sidenhen mekaniker og Ole kleinsmed og professionel musiker.

For en “knallert” som mig var knallerten en drøm, der gik i opfyldelse. Jeg elskede den. Med den kom jeg væk fra den ulykkelige stemning i hjemmet. Det pustede liv i frihedstrang og fremtidsdrømme. Mens jeg en dag stod i indkørslen og rodede med knallerten, kom min mor ud og så træt på mig. Hun havde været syg i lang tid, uden udsigt til bedring. Så spurgte hun om jeg ville på kostskole. Jeg var stadig meget ung, så jeg blev bange og følte at hun forsøgte at jage mig bort – og sagde derfor nej. Jeg kendte jo kun den lille verden derhjemme, hvor jeg for det meste var alene på mit værelse. Dér, skærmet bag skærmen, sad jeg inde, på livstid… først bag TVskærme, så bag computerskærme… altid bag en skærm – og med tiden udviskedes forskellen mellem mig og “Jens Vejmand”:  han sad jo også dér, bag skærmen, med klude om sin hånd…

Da jeg et par år efter var kommet i lære som mekaniker, med daglige lange togture mellem hjemmet og værkstedet, blev disse et nyt fristed for mig. Jeg kunne hvile mig, tænke, læse eller sove, uden at skulle stå til regnskab for nogen. Kontrasten mellem den gode og varme stemning i værkstedet og den dårlige stemning hjemme påvirkede mig voldsomt. På vej hjem efter en god dag på værkstedet, begyndte en nagende tvivl at pine mig. Som tiden gik, følte jeg at mit nej til en kostskoleplads var min største fejltagelse. Jeg blev ked af det, og begyndte også at nyde et par øl under togrejsen. Det virkede dulmende på den triste stemning.

Næste lysglimt var den dag, da jeg fik kørekort. Jeg var nærmest lykkelig. Det var som at få adgang til friheden – en mulighed for at komme væk hjemmefra. Far og mor klarede sig igen lidt bedre økonomisk og fik råd til en ny bil – og jeg overtog deres gamle.  Fra da af var jeg altid på farten. Jeg mødte snart folk, der var interesserede i store amerikanerbiler. Jeg var selv igang som mekaniker, tjente penge, og snart var jeg med – rullende i Buick, og “grisebilerne” Ford & Ranchero.

Efterhånden som de mørke skygger fra barndomshjemmet kom på afstand steg livsglæden, men øllerne fulgte stadig med og kastede en voksende skygge over mit liv. Snart begyndte også interessen for ” det andet køn “, og jeg gjorde mig de første erfaringer.  Da jeg fik min første kæreste, kom den næste overraskelse. Efterhånden som vi lærte hinanden bedre at kende, opdagede jeg, at hun inderst inde var ligesom min mor. Og da ” madammerne ” opdagede at de lignede hinanden, gik det ikke længere. Forholdet gik i stykker – og jeg flyttede ind hos en kammerat, der også havde slået op med sin kæreste. Det gik fint med at dele lejligheden – indtil han fandt en kæreste, som flyttede ind. Så flyttede jeg til en 1-værelses lejlighed, øllerne flyttede med.

Jeg mistede kontrollen, mistede alt, og blev “sofarytter” hos venner og bekendte. Det kunne ikke holde i længden, og jeg påbegyndte en vandring gennem en lang tunnel – ind og ud fra det ene herberg efter det andet, mens jeg indledte en endeløs og fortvivlet kamp med de sociale myndigheder, i håbet om at få et lille skub der kunne hjælpe mig op at stå på mine egne ben igen. Jeg blev holdt hen i uvished i årevis – uvished virker som tortur på mig –  “metoden” er udbredt hos de sociale myndigheder, men som de siger : der er jo ikke noget personligt i det – og det er vel det bedste man kan sige om de sociale myndigheders håndtering af “sager” som mig. Men når man er “på spanden”, kan man ikke undgå at se virkeligheden i øjnene i længden – til sidst indså jeg, at den eneste der kan gøre noget for ” Hr. Jørgensen “, det er mig selv. Det var en barsk opvågnen til den virkelighed, der gemte sig under glasuren på den smukke drømmekage : “verdens bedste velfærdssamfund”. Hvem ved iøvrigt om H.C.Andersens eventyr “ Den grimme Ælling ” passer ?  Jeg hørte om, “at en svane kan vokse op i en andegård”;  men jeg var bare en lille efterladt “ælling”, som tidligt “mistede” sin andemor og kom væk fra flokken – og derfor selv måtte finde ud af hvad jeg var skabt til at være. Se på billederne og døm selv.

Jeg kom til at tænke på den historie, jeg skrev for 35 år siden, som indleder denne fortælling – den foregriber den oplevelse der har fulgt mig hele livet.

.rum.

 

 

 

 

 

 

Da min mor blev begravet, fortalte min ældste søster mig, at mor allerede tidligt flere gange havde forsøgt at overtale hende til at adoptere mig, da hun ikke selv magtede det pga hendes sygdom. Der faldt nogle brikker på plads i det rodede puslespil jeg slæber på, men jeg blev også meget trist.

Min skolekammerat, Ole, skrev engang denne historie:

” Der var engang, og den gik jeg igennem. Dér mødte jeg 2 hårløse kvinder, der spillede på tandløse kamme. Pludselig faldt jeg ned i et dybt, sort hul, hvor jeg mødte en trold. Så fik trolden een på kassen … og een på kassen … og een på kassen. Så tog jeg alle kasserne og stablede dem ovenpå hinanden, hvorefter jeg kunne kravle op af det dybe sorte hul … “

For mindre end et halvt år siden fik jeg en lille lejlighed – for første gang et hjem i mere end 8 år. Så længe jeg sælger aviser kan jeg undgå at blive sat på gaden igen – men uden avissalget går det ikke. Der sidder jeg nu med alle de “kasser” jeg har fået “på siden af hovedet” undervejs, og er nu endelig igang med at bygge et nyt liv af dem. Min skolekammerat, Ole´s historie, hjælper mig til at bruge “kasserne” til noget godt.

Her står jeg så idag, efter en lang og målrettet indsats, på min karrieres højdepunkt :   som sælger af ” Hus Forbi ” – et blad om barske, men vigtige skæbner. Og for dem der sælger, kan det næsten blive spørgsmålet om liv eller død. Så når du næste gang møder en sælger, og du ikke når at købe avisen eller lære sælgeren lidt at kende, så kan du tage min lille historie frem og tænke på, at hver eneste sælger bærer rundt på en tilsvarende historie om deres liv, håb og drømme. Vi har jo kun et kort øjeblik til at lære hinanden lidt at kende – men med så lidt som et smil, et skulderklap, eller en lille håndsrækning kan vi hjælpe hinanden med at komme videre !  Tak, fordi du tog imod min lille historie. Jeg lytter også gerne til din, hvis vi mødes en anden gang, og du gerne vil dele den med mig.

 

Venlig Hilsen     

Benny
sælger Nr. 909  “

 .

.

.

..

.

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

mellemrum

.   . .  

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

.   . .  

mellemrum

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

    .   . .

.

.

.

..

.

Lykken for enden af  Lossepladsvej

af   N.W.    2014

 

 

En ulykke kommer sjældent alene. For mit vedkommende tildelte skæbnens pokerhånd mig et helt hattrick af uforudsete begivenheder, der i forening radikalt kom til at ændre min fremtid.  

I 2007 havde jeg et velfungerende liv. Født og opvokset i 2900-området, uddannet i Oxford med en Mastergrad i afsætningsøkonomi og med et medfødt sprudlende gå-på mod og et godt helbred, havde livet helt fra starten givet mig rige muligheder. Således var jeg nogle år tidligere vendt hjem efter en lang og spændende karriere i England og USA både indenfor mit felt og i noget så forskelligt som underholdningsbranchen, hvor jeg bl.a. havde gjort karriere som radiovært, forfatter og komponist.

Jeg boede ‘næsten’ i Danmark, nærmere betegnet i det, vi kalder “København M”, hvor jeg havde en vidunderlig herskabslejlighed midt i den gamle bydel af Malmö. Dagligt pendlede jeg med toget til drømmejobbet på Frederiksberg som medarbejder på en arbejdsplads med de bedste kollegaer og masser af spændende udfordringer. Min fritid var også stærkt præget af social aktivitet med masser af selskabelighed, rejseoplevelser og kreative aktiviteter i gode venners og familiens selskab.

Som lyn fra en klar himmel indtraf begivenhed nr. 1. En dag sad jeg foran et regneark på computeren, men kunne kun se en blank skærm. Når folk talte sammen, så jeg deres mundbevægelser, men opfattede ikke, hvad de sagde. Jeg blev væk i en butik i det indre København, som jeg kendte som min egen bukselomme. I flere timer anede jeg ikke, hvor jeg var.

Så gik min arbejdsgiver konkurs. Det var i forbindelse med finanskrisens start. Det gjorde min pensionsopsparing i udlandet også. Med et slag var jeg både uden indtægt og formue. Snart mistede jeg også min bolig. Begivenhed nummer 2 havde holdt sit indtog.

 

Fra ”galeanstalten” til ”lossepladsen”

Gode venner trådte til og hjalp og støttede mig på enhver måde. Imidlertid opdagede de færreste ‘den løse forbindelse’ oppe i mit hoved. Snart var jeg ‘væk’ i dagevis, vidste ikke hvor jeg havde været. Til sidst fik angsten overhånd. Jeg kontaktede i desperation min læge, der fik mig indlagt på Ballerup Psykiatrisk Center, hvor jeg var en måned.

Angsten kom under kontrol, og så skulle jeg udskrives, men havde intet at blive udskrevet til. På centeret var der heldigvis en rigtig god og klog dame, der foreslog KFUM’s Kollegium. Sådan blev det. ”Hvor ligger det henne?” spurgte jeg. ”I København S – for enden af Lossepladsvej,” lød svaret.

Hvordan jeg kom derud husker jeg ikke. I det hele taget husker jeg meget lidt siden min situation ændrede sig så dramatisk. Men jeg husker, at jeg blev venligt modtaget og hjulpet ind i et fint ‘hotelværelse’, hvor jeg bare lå og hvilede. Jeg var under påvirkning af stærkt angstdæmpende medicin og således rimeligt distanceret fra den virkelighed, jeg befandt mig i.

KFUM havde struktur – og det havde jeg også. Den var indpodet helt fra min tidligste opvækst. Strukturen gjorde mig tryg, og de daglige måltider, der blev serveret på klokkeslet, blev rygraden i min hverdagsrytme. Det kan være skræmmende at møde fremmede mennesker i en så svækket tilstand, som jeg befandt mig i, men hele stemningen var så venlig og opbyggelig, at det ikke var nogen overvindelse at deltage i dagligdagen.

Lad mig fortælle lidt om KFUM’s Kollegium. Selve faciliteten er som en afsidesliggende landsby, og alligevel er der blot under 15 minutters cykeltur langs havnefronten til Rådhuspladsen. Som nabo til Amager Fælled tangerer beliggenheden det landlige, og selve bo-oplevelsen er som et landsbysamfund i gamle dage. Hovedårsagen hertil er de mennesker, der er ansvarlige for den daglige drift. Der hersker en særegen ånd bygget på respekt, næstekærlighed, tradition og gamle værdier. Hverdagen er forudsigelig og ukompliceret, og alt er trygt og hyggeligt.

 

Landsbyen midt i storbyen

Det kan være svært at finde ord til at beskrive et sådant sted. Mit valg falder på at bruge betegnelsen: “engle”. Hver beboer får tildelt en kontaktperson. Efter kort tid blev min kontaktperson min fortrolige og faste bisidder. For ham var hans virke på KFUM et kald. Hele hans indsats var drevet af lyst, tro og et kæmpe omsorgsgen. Han havde en lige så hjertelig familie, der gav en ekstra dimension til hans vedholdende og krævende indsats.

Mine specielle behov trak store veksler på min bisidders tid og ressourcer. Alene min kommunale udredning må have optaget i hundredevis af timer af hans tid. Gennem hele forløbet udviste han både ro og overblik, og måske netop derfor forekom hans støtte uvurderlig. Men det særegne ved hans måde at håndtere tingene på, var at han formåede at få én til at føle, at man selv traf beslutningerne, at man bevarede selvrespekten og ikke bliver umyndiggjort men snarere opbygget i processen. Den gode og sorte humor var altid tilstedeværende, og så var min bisidder også en mand med bred viden og mange interesser, i hvis selskab man altid blev inspireret og beriget.

Man skal ikke have opholdt sig længe på KFUM, før man rammes af, hvad jeg kalder August Gardes Syndrom. Symptomerne er en voldsom kamp med livremmen, og skyldes ene og alene den gode forplejning. Det hjemmebagte brød, formiddagsbollerne med lækre marmelader, oste og RIGELIGT SMØR, og så det store aftenmåltid med bugnende tallerkener af mad, som ens mor lavede den, altid serveret med et smil, et opmuntrende ord og så lige en ekstra skefuld sovs på.

Jeg kunne blive ved med at fortælle om gode gerninger og opbyggelighed. Vores pedel, der tog mig med på indkøb, skaffede mig værktøj og delte viden, og da min cykel blev stjålet, gav mig sin kones. Min udslusningshjælper, der tog sig tid til at snakke med mig og rådgive mig, og som kørte mig land og rige rundt på jagt efter en bolig på landet, og andre medarbejdere, der støttede mine hobbyer og studier i musik og billedkunst, berigende samtaler og i alle forhold hjalp og opmuntrede mig på enhver tænkelig måde.

Som tiden gik, følte jeg mig som en del af lokalsamfundet. Det var blevet mit hjem, min verden, som jeg hørte til, som var det min egen hjemstavn.

 

Den skæbnesvangre 3. ulykke

Det var nu blevet forår. Jeg havde genvundet meget af min funktionalitet, var glad, fuld af forhåbning og havde gang i en masse målrettede tiltag møntet på at reetablere en selvstændig tilværelse.

Da indtraf begivenhed nummer 3. Jeg kom kørende på min cykel hen ad cykelstien på Nørrevold, da døren i en parkeret bil pludselig blev åbnet og fangede min skulder. Jeg blev smit af cyklen og landede på nakken. Mere husker jeg ikke før jeg befandt mig på Rigshospitalet. Efter nogle undersøgelser blev jeg sendt hjem senere samme dag med hjernerystelse og besked på at tage den med ro i nogle dage. Udover store blå mærker på kroppen fortsatte hovedpine, kvalme og svimmelhed i mange uger og værst af alt voldsomme ryg- og nakkesmerter. Overblikket forsvandt, og jeg var hensat til en toget tilværelse, som bedst kan betegnes som tidløs forvirring. Efterfølgende undersøgelser afslørede beskadigelse af rygsøjlen og kronisk stærkt reducerede kognitive funktioner.

Kommunen indledte et grundigt udredningsforløb, der ud over en række store hospitalsundersøgelser indebar en arbejdsprøvning. Igen trådte KFUM til, hvor jeg fik beskæftigelse på det grafiske værksted. Udredningsforløbet forekom mig vanskeligt, uoverskueligt og endeløst, men hele vejen havde jeg KFUM som en trofast og loyal ledsager og bisidder. Specielt min bisidder og lederen af det grafiske værksted var der for mig 100%.

KFUM’s værksted fortjener at blive synliggjort. Lederen var en sprudlende kreativ person med en stor portion erfaring, en bund loyal ven og en sej godhjertet fighter, der ikke lod sig slå ud af noget, og som havde en anderledes og klog tilgang til livet. Han stillede altid med selvironi og den sorteste geniale humor, og havde en enestående evne til at møde mennesker, hvor de ver. På mange måder mindede han om min barndomshelt: Fulton-skipper Mogens Frohn Nielsen, som jeg som dreng havde sejlet med på en skoleferie. Hvad kunne have været et ydmygende og  deprimerende forløb blev på værkstedet forvandlet til en opbyggelig værdig oplevelse, som jeg forlod med en øget viden indenfor grafiske problemstillinger, kendskab til software, m.v. og vigtigst af alt en stor portion genopbygget selvtillid.

På værkstedet fik jeg også en anden nær ven i det daglige arbejde. Skulle der skrives et modstykke til Gyngehøvdingen om arbejderbevægelsens historie i det 20. århundrede, ville min ven være den selvskrevne helt og hovedperson. Udover at være en sjældent dygtig håndværker, der altid satte hele sin ære ind på at levere sit bedste resultat, var han en ægte kammerat, der bare var der i nødens stund. Han var desuden en stor musikbegavelse, der indbød mig til at deltage i havnearbejdernes traditionsrige kor. Også i sit sprogbrug var han en sand poet, der kunne lede tanken hen på Osvald Helmut og Ludvig Holberg. I hans selskab fløj tiden af sted, og efter dagens dont gik jeg hjem i løftet stemning, som havde jeg været til den bedste teaterforestilling.

Min relation til både lederen og folkene på værkstedet udviklede sig til et reelt venskab. Vi passede have sammen og hyggede os i sen-eftermiddagen med at sludre og spise. Deres venskab har været en inspiration for mig, hvor det ægte menneske bliver synliggjort i loyalitet og konkrete næstekærlige handlinger.

 

Tilbage til ’livet’

Efter flere år blev jeg tilkendt førtidspension. Det er en meget konkret og definitiv konstatering af ens situation,- en tyk, veldokumenteret rapport, der fastslår ens uarbejdsdygtighed og uhelbredelighed sort på hvidt. Med den besked manglede blot min udslusning til samfundet. Jagten på en bolig intensiveredes og resultatet blev det afsidesliggende Odsherred, helt ude på landet i smukke omgivelser ved mark og strand i et venligt og rummeligt lokalsamfund, der skulle blive vise sig at blive en naturlig fortsættelse af min tilværelse hos KFUM.

Afskeden var svær, meget svær. Jeg husker tydeligt den store klump i halsen, da jeg prøvede at takke alle ’englene’ for deres omsorg og godhed mod mig. Heldigvis har jeg kunnet bevare forbindelsen til mine venner, dér på kollegiet, og har fra tid til anden kunnet vende tilbage på besøg, hvor oplevelsen for mig altid vil være, at “komme hjem”.

På trods af mine nye og anderledes levevilkår, er jeg et særdeles lykkeligt menneske. Det kan jeg for en stor del takke KFUM for. Mit ophold på KFUM’s Kollegium lærte mig noget vigtigt og dyrebart, der har været en grundpille i min nye tilværelse. I sandhed kan jeg med taknemlighed sige, at jeg i min uventede rejse gennem livet fandt nøglen til den sande lykke i København S blandt englene for enden af Lossepladsvej.

me.

.

.

.

.llemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemru.

.m

mellemrum

. . . .

mellemrum

me.

.llemrum

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemru.

.m

mellemrum

. . . .  

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

.

.mellemrum

 

Denne mand er rig, men har ingen penge. Han jager og nedlægger dagligt bytte, uden våben, nok til at føde over hundrede af gadens hjemløse og sultne folk. Han er uden frygt, og taler med alle, høj og lav, mens han ser dem direkte i øjnene – i ordets bedste forstand – og hverken behøver at angribe eller forsvare sig. Han må dagligt bryde det ubrydelige, det daglige brød,  lovens ord ..   bryde ud i vid over vanvid, bryde igennem i en vanvittig verden, for at redde jord under fødderne, himmel over hovedet og den sunde fornuft samlet af hjertet derimellem. Han er håndens og åndens geni, hestehvisker, gartner, og hyrde uden stav og en brægende flok af rettroende. Ordene flyder ud af munden som lyrisk guld, visdom og hellige skrifter, fra tidlig morgenstund til sen aften.

 

.

 

 

 

 

 

 

 

 Gerth og gæssene … and ” guess  Who ”   ?

 

 

 

Du er lys
levende digt
af kød og blod,
som tænker klart,
og vandrer rundt
blandt menneskene,

.

du ægger, lægger og udruger dem
når du færdes i menneskefarme,
du opmuntrer dem med åbne arme
der kyses som kyllinger og velsigner dem,
du slipper dem løs fra farmen
og giver dem fatningen og hele armen,
så de ikke hovedløst skal ende hos slagteren,
du spørger dem igen og igen
hvor langt de tør gå i deres tro,

.

du lindrer, sår 
frø allevegne,
i dine spor spirer
kål, kartofler, æbler og visdom.

.

Du siger ikke  ” gør som mig !  ”  eller  ” følg mig “
men til gengæld :   ” hvad kan jeg gøre for dig ?

.

med rødder under fødder, rank som en stamme og hovedet som krone
står du som et træ, der skyder rødder dybere og strækker sine grene længere ind i himlen, og ryster rig frugt af sig,
du ryster al gravitativt og jordfæstet af dig, og bevæger dig let
som frø båret af vinden og tanken, end ikke ordfæstet,
– selv når ordet  T A K  lyder fra din mund, står alt klart,
som dagens lys, en morgenstund med guld i mund …

.

Tænk  Altid  Klart

.

– ud flyver ordene, som frie fugle
der samles i flok,  som sort sol
og ukendte digte,
som selv ikke du på forhånd kender,
( andet end som “nye gamle venner” )
når du indleder din tale,
– digte som bevæger sig fri, fro og frejdigt
mellem fantasi og en større virkelighed,
som ingen ved hvor fører hen, andet end,
at de vil aldrig svigte – eller falde på hale
for nogen eller noget – ej heller sig selv, det geniale eller gale.

.

– sådan lister du  listigt rundt, dag og nat, 
med sikkert nattesyn, som en  K A T,
smyger dig smidigt for at finde bytte,
går baglæns ind i folk, ved at lytte
rammer hovedet på sømmet,
og finder ad finurlige omveje
den korteste vej
mellem Gud og hver mand,
– med et sikkert instinkt,
og en tro der formår
mere end forstand forstår.

.

Ingen ved hvad du gør,
eller forstår at du tør,
når du hvisker en panisk vild hest
til ro i dine arme, som et lille føl,

ingen tremmer kan holde på en fri fugl,
i al jordisk lede bygger du din rede
og finder en ukendt frihed

.

du er uforklarlig
alt muligt, inklusivt
det der antages for umuligt
–  et levende bevis
    … Gud eller ej …

.

Gerth, for dig er intet svært
– og selvom jeg ved at jeg intet ved
om tyngdekraftens forhold til lette tanker,
og hvordan alt omkring dig vægtløst løfter sig,
som fjerede væsner, engle og andet ærke’ kræ,
og selv hvis du en dag kaster dit anker,
og står til søs, i sus og dus, i dis og døs
i udvisket overgang mellem liv og død,
så vælger jeg til det sidste at tro på dig.

.

( man skal betænke alternativet,
                                                      sådan er livet )

 

.

.

.

..

.

.

.

» Jeg ved, hvor jeg skal hen. Jeg er i evig fred.
Jeg glæder mig !  Jeg glæder mig over hver eneste
dag,  jeg får lov at stå op. Jeg glæder mig også til
den dag,  jeg kan blive liggende. Og hvis jeg, når jeg skal
herfra, bliver lagt i en båd, rigget med bål og sprængstof,
og sættes til søs … til det hele går i luften … så vil det være
helt i min ånd «

.

Gerth Christensen

 

 

 

 

mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

.

.mellemrum

mellemrum

. . . .

mellemrum

mellemrum

mellemrum

mellemrum.

.

. . . . . .

mellemrum

mellemrum.

.

mellemrum

mellemrum

. . . . . .

.”  Da jeg trådte i hundelorten på det glatte marmor, afdækkedes en englevinge i glidende flugt  “

. .

mellemrum

mellem

mellemme

mellemrum

mellemrum

mellemrum

. 

.

I et flygtigt øjeblik lægger alt sig til rette for kameraets øje, og passer ind i det lille og begrænsede udsnit, den kunstigt opsatte ramme. 

Lyset og kvinderne samles i billedets midte. Deres opmærksomhed er rettet mod deres egen midte, de nyligt fødte små. De små hviler i blikket på den uendelige himmel over dem. De omgivende spil mellem lys og skygger peger radiært ind mod perspektivets midte, hvorfra det reflekteres tilbage.

Mænd er anonyme skygger, camoufleret i barnevognens grafik, i bundløvets løb ind mod barnet i moderens skød ~ eller strejfende på kanten, gravstenen.

Nybagte mødre, ledsaget af veninder, finder et “helle”, en oase, midt i storbyens stenørken ~ et hellested,  hél, held og helligt ~ en gravplads og en frodig og levende botanisk have. Billedet favner hele tilværelsen, og rammen er spændt til bristepunktet. En hemmelig rebus løber som læseretning gennem billedet, “fra vugge til grav”, mættet af det konkrete og symbolske. Lader man blikket hvile længe nok på billedet, løber tankerne ud mod kanterne af den fastlagte ramme. Lidt efter lidt giver rammen efter, og lader tankerne flyde over grænser, som måske slet ikke findes; som åbne spørgsmål om hvad findes før fødsel og efter død.  Der er ingen autoritet over en Hun med unge. Hun sætter sit afgørende præg på menneskenes forestillingsverden;  gennem urtid, kosmologi, levende traditioner – og religiøse forestillinger. .  

.

 

Der er ingen autoritet over 
en  Hun med unge
–   uanset hvad der gribes og begribes
af skarpladte våben og argumenter,
uanset hvor mange og hvor tunge.

 

gud

        kejser

                    pave

                             præst

                                         og  pater 

 

… med hele sit hof og slæng af  halevedhæng …

.

overdøves                
af kosmisk latter,
når de efter kort rejsning,
stadig  lidt  høj  i  hatten,              
–   men  gradvist mere slatten 
–               alle,  før eller siden,  falder til patten.

 

 

mellemrum.

.

mellemrum

 

mellemrum

mellemrum

mellemrummellemrum

melmellemrum

.

. .

KOMMENTARER

.

.

Ansigtsfuret skønhed, mættet af bitter-sød erfaring i hvér en fure !

(MH)

. . . .   . .

 

mellemrum

mellemrum

mellemrum