Ædle vildes ædegilde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hemmelig madopskrift     

(  Mad prescription )

.

.

.

 

.

Hadet var umætteligt.
Var det først blevet udløst,
eskallerede det
som en kædereaktion
–  ustoppeligt –
og da han var fysisk veltrænet
varede det meget længe før det fortog sig.

Hadet forsvandt aldrig helt,
men fortsatte, uden lysets tøven,
gennem elektriske forbindelser i hjernen,
–  efter et endnu ikke kortlagt  “mindmap”.
De hvide pletter på sindets kort var som hjernens mylin;
efterhånden som oplysningen fulgte opløsningen, kortsluttedes mere,
altimens attacks tog til i omfang og styrke.

.

Han myrdede sin mor,  med faderens velsignelse.
De sendte hinanden et indforstået smil,
genkendte den umættelige sult
iblandet misundelse
– de kunne have ædt hinanden, eller sig selv,
i en blanding af had og selvforelskelse
– dertil manglede de kun
en særligt orienteret drift,  endnu ..

De legede på stranden
mens de gravede moderen ned;
spaderne flækkede kraniets fastnaglede smil,
mens de byggede nye luftkasteller, rustet til tænderne

.

Den frie verden, omend tilsyneladende stor,
kunne tilsidst ikke rumme mere.

.

Den forældre- og fredløse blev udvist
til et land, der var så ufrit og lille,
at kun få kunne komme ind i det;
(  endnu færre kom ud af det )
og var man havnet dér, på godt og ondt,
sad man som regel fast.
Nogle så tremmer,
andre mulighedernes mellemrum
– det ændrede ikke noget afgørende;
det var under alle omstændigheder for småt,
begrænset, uigennemtrængeligt og uoverskueligt.

Han fandt en grimasse, en grim maske,
der,  omend upassende,  i det mindste kunne passe
– han delte sit hoved og hjerne
i sort/hvid,  i endnu flere dele,
samt fraklip fra det nære og fjerne,
– andre løse organer deltes med begejstring, når det kom over ham.

Et landsdækkende stats’propaganda’medie samlede og formidlede det hele, ledsaget af digte og sang, folkeligt og filmisk forførende;
til problematisk og provokatorisk adspredelse for forargede og opskræmte,
og for driftsforstyrrede forelskede fruentimmere,  der fik mælk i brysterne,  af lyst eller
af trang efter overlevelse gennem afkom,  med ukendt donor
–  det eneste der adskilte psykopaten fra en monark,
var kun titel, orden og rang.

.

Han åd både sine børn og moderen,
dissekerede, og lagde dem i fryseren,
og gik igang med kogebøgerne.
Hver gang han havde indtaget et måltid med dem
( de var jo tilstede, på en måde )
måtte han træde af på sin naturs vegne.

Han opsøgte særligt udvalgte toiletter,
kirker, slotte, ‘ting, ministerier,
politistationer, retsbygninger,
internationale humanitære kontorer,
hospitaler, behandlingsinstitutioner og stiftelser for udsatte kvinder
–  steder, hvor kendskabet til hans handlinger resolut ville få konsekvenser.
Det stimulerede noget særligt hos ham,
en hemmelig triumferen,  et omvendt trofæ.

.

Han indbød gæster til middage
med overraskende menuer,
hvis indhold kun han kendte.

” opskriften er hemmelig “,

 sagde han,  idet han sendte retten rundt.
Selskabet blev  indviet,  sammenspist,
med uinformeret samtygg… samtykke,
og diskret gjort medskyldig i hemmeligheden.

Af og til anslog han glasset, og rejste sig for at holde tale.
Han havde ordet mere i magt, end agt,
og kunne,  bedre end nogen,  gøre fraværende pårørende nærværende.
Fortæringen holdt inde, så længe talen stod på.
Gæsterne lyttede stille og eftertænksomt;
selv gjorde han sig også sine tanker.

Talen afsluttedes med udbringelse af en skål for
de fraværende pårørende nærværende;
samt en opfordring til at tage godt fra fadet.
Gæsterne fulgte villigt opfordringen,
og komplimenterede både talen og maden.

Sidenhen så flere af middagsselskabets gæster det i et andet,  næsten bibelsk,  skær,
” kannibalernes sidste nadver “,
med en mærkelig smag i munden.

.

.

*

 

.

Jeg hjemsøges af tvivl og nag, om at afstå fra hele den sag; fanget i et dilemma mellem min forfængelighed, som gerne vil fremlægge, og hans forfængelighed,  som også gerne vil.  Både kunstneren og forbryderen nærer en  trang efter at vedstå  sig  “værket” og forbrydelsen.  Jeg vil gerne fremme min sag, kunstens; men ikke hans, forbrydelsens.  Bør jeg afstå fra min sag,  for at hindre hans ?   Det kan man argumentere for;  og imod formidling af denne sag.

Det beroliger mig at,  uanset hvor vidt det går i denne fortælling,  vil det altid overgåes af virkeligheden,  før eller siden.

Retsinstans, jurister og advokater, justitsminister, sagens øvrige indsatte,  samt undertegnede,  har henlagt sagen – hver på sin måde.

.

.

 

.

****
*

 

*

**

.***
**

*

( ironi forekommer flere steder i teksten, bl. a i titlens udtryk ” ædle vilde “, som henviser til ideologiske ideer som jeg tager afstand fra )*

.***
**

.

https:/∆/www.nedersteetage.com/kannibalernes-sidste-maaltid/

( remove ∆  and you have the full link )

.*

 *

 

 

 

 

.***