… continuum …

.

.

.

.

 

.

.

.

.

.

Øje  på  øje
.
.

Nybagte mødre, ledsaget af veninder, finder et “helle”, en oase, midt i storbyens stenørken ~ et hellested,  hél, held og helligt ~ en gravplads og en frodig og levende botanisk have. Billedets ramme spændes til bristepunktet, og favner hele tilværelsen. En hemmelig rebus løber som læseretning gennem billedet, “fra vugge til grav”, mættet af det konkrete og symbolske – og lader man tankerne løbe langs kanterne på den opsatte ramme, flyder tingene let over grænser, som måske slet ikke findes ~ som åbne spørgsmål om hvad der findes før fødsel og efter død …

 

”  Bæreren ~ af øjet på øjet, øjeblikket på blikket, som favner de stående bølger af den ubrydelige kosmologi ~  liv/bevarelse/død-cyklus  ~  cyklus på cyklus ~  driver frit, ud og ind mellem kendte og ukendte veje, mellem hverdag og højtid ~ driver som et skib, fri af fortøjring, ror og anker. Bæreren er hverken ude eller inde af egne tanker, følger kameraets åbne øje ~ alt er muligt.  “

 

 

I et flygtigt øjeblik ordner og tilrettelægger alt sig selv for kameraets øje;  indenfor kameraets lille og begrænsede udsnit, den kunstigt opsatte ramme, det afskærende og virkelighedsfornægtende tre-ret-vinklede parallellopipidum. 

Lyset og kvinderne samles i billedets midte. Deres opmærksomhed er rettet mod deres eget midte, de nyligt fødte små. De små hviler i blikket på den uendelige himmel over. De omgivende spil mellem lys og skygger stråler radiært ind mod midten, og reflekteres ud igen.

Mændene er anonyme skygger, camoufleret på barnevognen, i bundløvets løb ind mod barnet i moderens skød, og kastet stumt og vægtløst på gravstenen.

  .

.

.

.

.
.

 

De  3  haver

 

 

1

 

Af jord skabes den sanselige og æstetiske have – strålende, duftende og forførende.
De elskende i buskadset, de legende børn, de gamle på bænkene
–   alt spirer på stubbene af de gamle væltede træer …

 

” skønt er det vi ser … “

 

 

2

 

Til jord bliver tanker og ord i den eksistentialistiske og filosofiske have.
Skønåndernes vandring, blandt levende og døde,
som den vise : 
– fortiden, han kender den
– nutiden, han griber og bruger den
–   fremtiden, han foregriber den
den vise sammensmelter fortiden, nutiden og fremtiden,
uden smålig skelnen mellem liv og død,
og tager først sine beslutninger, nar han hører
fortidens, nutidens og fremtidens tale med samme stemme

videre, videre, videre…

 

”  skønnere er det vi forstår … “

 

 

3

 

Af jord opstår igen den åndelige, spirituelle og religiøse have,
hvor alt er forbundet gennem ubrydelige kredsløb
– og hvor end ikke bevidstheden og menneskets sjæl er undtagelsen fra dette universelle princip
– hvor intet er begrænset af målbarhed, viden, forstand eller noget andet kendt

– for netop det væsentlige er usynligt og ukendt…

 

”  men skønnest er det vi ikke forstår … “

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et nyfødt menneske er som en rå diamant. Alt hvad der skal være, er der allerede. Det er selve sliddet der skaber de facetter igennem hvilke livets strømmende lys brydes og spredes i hele farvespektret. Efterhånden som sliddet skaber stadig flere facetter, i stadig mere sindrige vinkler, går lyset mere uhindret og klarere igennem. Lige før det sidste af den rå diamant slibes, opnås det klareste øjeblik – i een og samme stund går lyset endelig helt uhindret og klart igennem, samtidig med at det sidste af livets rå diamant forsvinder i slibestøvet.

 

.

.
.
.
.