Staten – en dynamisk samtidsdiagnose

 

 

 

 

Mikrostudie af den danske stats udvikling 1960 – 2020 +

 

 

 

 

 

 

 

 

 

” Nedfrysningen “

 

  

 

 

Talk to the hand I  – Marcus Aurelius, rytterstatue, Piazza del Campidoglio, Roma

 

 

 

 

 

Forhistorie :  Historisk var staten et redskab for magtfulde – kirken, kongen, adelige og gejstlige  ….

 

*

Fra 1960erne – 70erne opfattes staten som en mor, der beskytter sine “børn”. Derfor mente kun få at der var grund til at begrænse statens muligheder for overvågning, da det blev anset for at være statsdrevet empati/omsorg/”børnepasning”  ( betingelsesløs omsorg/eftergivenhed )

( Ref.: Arne Viktor Nielsen )

 

Fra 1980erne – 00erne opfattes staten som en far/blød mand, personificeret i stereotyper som Poul I (Schlüter) / Poul II (Nyrup Rasmussen). Værdier i frit fald/no future   “sorte fugle flyver lavt over byen”  ( holdningsløshed )

( se :  https:/∆/www.nedersteetage.com/den-politiske-kandestoeber-den-manglende-brik-til-portraettet-af-poul-schluter/  )

 

Fra 2000-20erne opfattes staten som en traditionel partriarkalsk faderfigur, personficeret i sterotyper som AFR/Helle – der til forveksling lignede hulstøbte phtalat-gift-holdige plastdukker, som Barbie og Ken.  ”  Noget for noget  ”  …  ”  du skal gøre dig fortjent til hjælp  “   …   ”   du skal gøre som far siger, ikke som han gør !   ”   (  betinget omsorg  =  ingen omsorg,  “nultolerance” = intolerance  ).

 

 

 

 

” stat ” kommer af  latin, status ’tilstand’, forkortelse af udtryk som fx status rei publicae ‘Romerrigets (politiske) tilstand’ eller ‘forfatning’;  heraf italiensk stato,  hos Niccolò Machiavelli med betydningen ‘statsmagt, statsform’.

Ordet stat blev første gang brugt som et grundbegreb i politisk filosofi af Machiavelli, især i skriftet Fyrsten (1513). Det var først med den engelske filosof Thomas Hobbes’  afhandling Leviathan (1651), at stat anvendtes om suverænen som en abstrakt juridisk person; på afhandlingens titelblad afbildet som en kæmpe sammensat af tusinder af små juridiske personer.

I løbet af 1700-tallet dannedes det moderne statsbegreb, hvor staten opfattes som en institutionaliseret og centraliseret politisk organisation, hvis ledelse har monopol på magt ( herunder vold ). I statsbegrebet indgår således tre elementer: regering, territorium og folk.   

Statsbegrebet runger hult, og er tilsvarende svært at genkende/forstå/forholde sig til som menneske for mange.
Til gengæld brugtes tidligere begrebet “statsmand” med anerkendelse og respekt. 

Ved at observere hvordan en stat / et samfund behandler de unge, svage, syge og gamle kan man indirekte danne sig et indtryk af dens værdigrundlag.

 

 

Der antydes ingen værdier i statsbegrebet  ( og det mærkes af mange i disse tider ) . Kristendommen omtales kun som kirken i den danske grundlov/forfatning, altså en institution; ikke kristendommens explicitte kerneværdier. Den såkaldte “kristne kulturarv” blev slettet af EU ‘s forfatning for ca 10 siden.  Frit efter den daværende pave Rathziger  ”  … en union = imperium ( ligesom “united states” og tidl. “sovjet-unionen” ) som ikke har et værdigrundlag at bygge på, tror jeg ikke kan føre til noget godt – endda med risiko for det modsatte  “

 

 

 

 

 

Eksempel på statens magtanvendelse :

 

 

Tidligere optrådte statens repræsentanter ganske åbenlyst som magthavere. Et magtkonglomerat af monark, kirke, statsråd, ministerier, ministre, gejstlige, retsvæsen, ordensmagt og militær hang velcementeret sammen og håndhævede med sikker hånd et hierakisk opbygget samfund, med “kæft, trit og retning”. Der er ikke sket afgørende strukturelle ændringer siden dengang – til gengæld har forvaltningen i “gode tider” gjort tilstanden tålelig – men magten er blevet diskret og har lært at skjule sig, navn- og ansigtsløst, bag en bred vifte af maskebærende stedfortrædere.  Præfikset  “proxy”  er blevet en nøgle til forståelse af hvordan den moderne udgave af den gamle magt-hierakiske verdensorden opererer idag.

Den tidligere “ovenfra kommende tyran” er afløst af en “nedefra kommende tyran”, som har lært sig at dække sig ind under ” svage, syge, gamle …  omsorg, forsvar, beskytter … hyrde … “.  Der ligger årtusinders gammel lære til grund for moderne ledelse idag.

Taktikken er altid den samme :  magten udvælger sig en minoritetsgruppe, som magten tager i forsvar, for dernæst at tromle frem med vold og magt – krav, trusler og sanktioner – rettet mod det store flertal af almindelige mennesker. Eller staten opfinder en ikke-eksisterende “fjende” – en ydre langt borte, en indre usynlig eller en universel og ufattelig. Dernæst blæses den valgte fiktion op gennem medierne, gennem anvendelse af chokterapi  ( Naomi Klein ),  hvorefter magtens proxies træder frem med “løsningen”  – klassisk “problem – action – solution “. Staten   “monopoliserer” den positive, rigtige – “den politiske korrekte” – mening/holdning, skaber polarisering gennem dualisme ( for/imod/god/ond/helt/skurk ), så ethvert forsøg på demokratisk samtale/nuanceret kritik bliver udstillet/udhængt ( af magten ) som negativt. Det er en form for magt misbrug som efterlader mange forvirrede – signal forvirringen udspringer af at staten siger “det rigtige” men handler stik modsat. Folk synes “det lyder rigtigt hvad der bliver sagt” men mærker også at det gør ondt fordi statsmagten udøver overgreb/vold på flertallet under påskud af at handle ” i en god sags tjeneste”.  De minoriteter, som fremdrages og misbruges af magten på denne måde, er ofte i forvejen så marginaliserede og  optagede at at få rejsning i omgivelsernes øjne, at de overser/glemmer hvad de reelt bruges og misbruges til i magtspillet. Staten er kun interesseret i stat, magten er kun interesseret i magten, systemet reagerer kun på systemet – og magtens/statens tilsyneladende hjertelige engagement i en given minoritets vilkår – er i bedste fald rent skuespil, men ofte destruktivt for de involverede, på kortere eller længere sigt.

 

 

Eksempler :

Terrorisme er en nem måde at skabe frygt for “usynlige fjender”. Dette fjendebillede følges op af sikkerhedsprocedurer, kontrol, overvågning og dataregistrering i et omfang, som folk eller aldrig ville have accepteret.

Virus …   krige …  klima … seksuelle minoriteter …  listen er lang  –  alle disse er eksempler på fiktioner, der igennem omfattende offentlig iscensættelse skaber overdreven frygt i befolkningen. De følges op af groteske indgreb og forringelse af flertallets basale livsvilkår.

Uden at fortabe os i mellemregningerne, fører hensynet til ukendte minoriteters  –  eller ukendte problemer/fjender blæst op til global/kosmisk skala  –  fiktionen gøres altid uforståelig : enten er det mioriteter/virus som er for små til at nogen kan forholde sig til det, eller også er fiktionerne så store “globalt klima”, “international terrorisme” at nogen kan forholde sig til det – for småt eller for stort = samme lammende paralyserende effekt = chokterapi = flertallet krænkes og sanktioneres umålbare og udokumenterbare fiktioner. Læg dertil at taktikken udløser generel angst for det ukendte.

 

 

Efterhånden som den “gamle kendte verden”  ( som ikke var så kendt, som man skulle tro )  går i opløsning og erstattes/substitueres af en “ny og ukendt verden” ( som er mere forudsigelig, end man skulle tro )   mangles nye ord og begreber.

Her er et par forslag til nye ord og begreber:

Lidt satirisk kan man sige, at efter “mor”-staten og “fader”-staten dannes nu hybridformen – “mor-der-staten” – en sammentrækning af enkeltstavelser fra benævnelser af de forudgående stats-tilstande. Når det udtales lyder det som “morderstaten” – en barsk benævnelse, men man må erindre at en stat har mange måder at handle på, mange måder at bestemme over liv/død for det enkelte menneske, mange måder at udøve vold og overgreb på … mange måder at slå mere eller mindre “raffineret” ihjel på. De forudgående statsudviklingstrin afløses af en mere udemokratisk digitaliseret styreform, en totalitær magtstruktur, som kan kaldes for “digitalt diktatur”  ~  et  ” digitatur “.

Satirisk, eller tragikomisk  ~  hvis overhovedet komisk.

Humor er et overlevelsesvåben
– som muligvis skal staves med  “d”  –  altså :  ” humord “.

 

 

 

 

 

Talk to the hand II,  Piazza del Campidoglio, Roma

 

 

 

 

 

 

summa summarum :

 

Fra 60-80       gøres mennesker hjælpeløse og lokkes som pattebørn ind i afhængighed af den altfavnende moder-stat. Mange løber som naive barnesjæle lige i armene på staten, som fulgte de rottefængeren fra Hameln eller en børnelokker med slikpinde ned i den mørke kælderskakt.

Fra 80-00      opsøges/intimideres mennesker, og presses qua forlegenhed ind i afhængighed af staten. Det gøres ved knaphed på ressourcer, stigende leveomkostninger som løber fra alm menneskers økonomiske vilkår, især i form ekstrem høj lønskat, og høje udgifter til bolig, energi og transport.

Fra 2000-20+      opsøges/angribes mennesker direkte af staten/banken, lænses for alle resterende livsressourcer/overlevelsesmuligheder og tvinges endnu mere ind i et stadig dybere afhængighedsforhold til stat/bank, oftere også direkte underkastelse/insolvens/formynderi under en de fakto diktatorisk stat – et udhulet folkestyre, og et retorisk/mediebåret ydre skin af demokrati.

 

Et eksempel: I denne periode udstedes over 30 millioner diagnoser for en samlet befolkning på under 6 millioner – i forlængelse heraf konfiskeres en del af de berørte deres egen myndighed/diverse rettigheder etc –  mister bl.a retten til at stemme ved valg.

 

Fra 2020-30+      depopulation – direkte angreb på mennesker på alle områder, overdødelighed/livsforkortelse/fertilitetsnedgang, 30 mill diagnoser fordelt på lidt under 6 mill “borgere”, rekordforbrug=misbrug af alkohol, psykofarmika, euforiserende etc, mad-død, vand-død, kulde/energi-død, finans-død, privat-død, konfiskation af ejendom/formue/opsparing  ( bank ejer al boligmasse/biler etc ), konfiskation af menneskerettigheder, helbredstrusler/helbredsangreb – tvangsbehandling af befolkningen/”vacciner” ( injektioner indsprøjtet, mad, vand og luftbåren ) … depopulation = genocide én masse = democide  ( mordforsøg på hele menneskeheden )

2030 – (ca 2050)       ny istid. kuldedød spreder sig fra polerne over både nordlig og sydlig hemisfære. På længere sigt er liv/plante/mad kun muligt i ækvatorialt bælte – samt i under-/over-jordiske anlæg – samt på andre planeter/måner  –  forudsat at det naturlige planetariske klima i samspil med astrocyklus´er går sin vante gang, uden en form for bevidsthedsstyret intervention.

 

 

 

Stat – hvorfor ?

 

 

 

Hvem kender svaret ?  Hvor i naturen findes det ?  Har mennesket bevist at kunne gøre det bedre ?

Jeg ved det ikke.

Jeg ved til gengæld, at der er et misforhold mellem stat og befolkning, som er ældre end grundloven af 1849. Jeg ved, at der mellem folk findes værdier som er afledt af respekt for liv, samliv, fællesskab og mindre samfund. Disse livsværdier – og andre værdier – er ikke formuleret i grundloven. Efter de seneste større ændringer af grundloven, fra 1959 0g frem til de seneste af 2009 og ca 2018/2020 er menneske, mand, kvinde og barn erstattet af kunstige juridiske konstruktioner, såsom “borger”.

Det paradoksale er, at folk påkalder sig grundloven uden at kende dens indhold. De færreste har læst den. Den formulerer hverken livsværdier, demokrati eller menneskerettigheder. Dens ordvalg er fattigt, uigennemsigtigt og uklart. Den taler om indskrænket monarki, indskrænket statskirke og indskrænket parlamentarisme ( det såkaldte “repræsentative demokrati” ). Forfatningen udnævner først monarken som øverste magtinstans, dernæst kommer kirken med påbud om at monarken SKAL følge kirkens tro – dernæst tager “en ukendt stemme” ordet, og dekreterer at  kirkens tro kan ændres. Det svageste og mest difust formulerede i grundloven er pengemagten – det kalder på en særlig opmærksomhed.  Pengemagten i Danmark er ligeså uindskrænket, skruppel- og hæmningsløs  –  og parasitisk  –  som overalt i verden. Rothschildt overtog den daværende danske centralbank i 1818, kort efter Napoleon og Danmarks fælles nederlag. Idag kaldes den for “nationalbanken” –  en privatejet centralbank med uigennemskuelige ejerforhold, som imidlertid næppe ligger længere fra Rothchildt end antallet af indskudte stråmænd i henhold til rangorden i selvsamme finansdynasti/-imperium.

Pointen er altså at ovennævnte beskrivelse af statens udvikling i Danmark, udspringer af selve forfatningens nihilistiske værdigrundlag.

For at illustrere hvor grotesk dette misforhold mellem befolkningens forestilling om deres land/stat og hvad der står i forfatningen, og hvordan det opfattes i monarkiet, kirken, statsrådet, ret/domstol og ordensmagt/militær er – så er Irans forfatning mere tidssvarende og bevidst om demokrati og menneskerettigheder !  Eet er hvad der står på skrift i disse forfatninger – noget andet er hvordan det forvaltes og praktiseres.

Afsluttende blot denne påmindelse om, at menneskerettighedernes menneskesyn heller ikke rækker langt eller dækker hvad et menneske er. Menneskerettighedskonventionerne hæver sig ikke over etikken omkring dyrenes beskyttelse – og har ikke øje for menneskets ånds- og bevidsthedsliv. Et menneskesyn er ikke dækkende og tilfredsstillende når det kun tager højde for fysiske sociale og sikkerhedsmæssige- behov i moderne stater. Så langt når tanker og konventioner om menneskerettighederne indtil videre  –  så langt så godt  –  MEN et menneske har også drømme, en vision, et kald – og dette kommer desværre ikke til udtryk i menneskerettighederne.  Dertil skal lægges at forvaltning mange steder i verden er så grov og respektløs, at der i perioder i Danmark har været bedre vilkår for dyr end for mennesker – hvilket bl.a kommer til udtryk i et såkaldt “folkepartis” politiske virke ( et parti som IKKE er folkeligt – trods navnet ).

 

 

 

I Danmark forveksles “stat” og “folkeligt” ofte med hinanden. Det er en form for blød nationalisme et sted mellem patriotisme og mindre flatterede nationalisme, som kendes fra forrige århundrede som en voldelig ideologisk bevægelse i nære og fjerne lande, som Dk både sammenligner og IKKE sammenligner sig selv med. Det findes i tidligere tider i begrebet “folkekære ledere”.  Det findes i “folkekirken” – statskirken –  …. i  de 3 historiske udgaver af “Dansk Folkeparti” ( hvoraf det første fra 1943 var tæt forbundet med den tyske nazisme og besættelse i Danmark 1940-45 )  … folkebevægelser, folkemøder …  et mere eller mindre fremtrædende element af det ufolkelige karakteriserer fænomenet. Pointen her er den samme, som hos George Orwell. Danmark idag er kommet til at ligne den forhenværende øst-tyske DDR mere – og går endda et skridt videre, og angriber militært verbalt og korporligt fremmede lande og folkegrupper, som ikke har angrebet Danmark.

Martin Luther (1483-1546)  taler helt åbent og usentimentalt om at folk og stat er naturlige fjender af hinanden. Han havde den romersk-katolske kirkestat i tankerne; men det gør ingen grundlæggende forskel ift staten idag. Man kan argumentere for at det er værre idag, ca 500 år efter, da der er tale om en ubehandlet samfundskritisk sygdom har udartet sig til en tilstand idag, som bedst kan beskrives som en cancerogen terminalfase, stadie 4.4+, med dødelig udgang.

Martin Luther (King), Jr (1928-1969) bekræfter noget tilsvarende for ca 55 år siden.

 

 

 

Generationerne efter WWII  ( 1939-1945 ) nærer udbredt sympati og ukritisk autoritetstro over for efterkrigstidens “blid/blød/blævrede”, forførende og repressivt tolerante velfærdsstat”, som qua statsansattes personlige etiske og menneskelige forvaltning af deres embeder opbyggede en tillid mellem stat og befolkning, som er uden sidestykke i historien. Det danner bl.a baggrunden for forestillinger som ” danskere – verdens lykkeligste folk “. Denne statsudvikling blev kendt som “den nordiske velfærdsmodel”, med mange ligheder mellem de nordiske lande, Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Kvinder tog begejstret imod ligestilling og ligeløn m.m. Det medførte også at kvinderne forlod hjemmet og deltog på arbejdsmarkedet. Omfattende institutioner – “fra vugge til grav”, “fra vuggestuer og børnehaver til alderdomshjem” slog igennem. Selv “før-liv” og fødsler, samt død og “efterliv” blev institutionaliseret.

Aaron Russo fokuserede i samtale med Nick Rockefeller på “kvindernes ligestilling”, og udtrykte sin begejstring over denne udvikling. Rockefeller så på Aron Russo med et overbærende smil, og replicerede mildt hovedrystende :  ” glem ikke, at det var os ( Rockerfellers ) der i vid udstrækning finansierede dette sociale projekt. Ikke for vore blå øjnes skyld, men fordi det fordoblede antallet af arbejdende skatteydere, og samtidig gav os (firma/stat) mulighed for at overtage/opdrage/programmere deres børn,  tilknytte og gøre dem afhængige af staten, inden de begyndte at tale, tænke og føle for meget  “

Hvor lykkelige folk i “velfærdsstatens blomstringstid” ( ca 1965-1975 ) var,  kan suppleres med en tidlig og tankevækkende “grafiti”, som blev malet på en klippevæg i en stockholmsk metrostation ( i 1978 ), hvor der stod :  ” man får inta leva – man får inta dø “.  Rig/fattig lykkelig/ulykkelig er en følelse som i høj grad refererer til mere eksistentielle præmisser – end til materialisme/mammon.

 

 

 

 

Det beskrives også under “Portræt 2 :  Smidt ud af verdens bedste land” her :

https:/∆/www.nedersteetage.com/portraetter-fra-verdens-bedste-land/

( fjern  ∆  så har du det fulde link )

 

 

 

 

 

 

Staten i staten   ~  deep state  ~  Staten æder sit folk  –  æder sig selv

 

 

 

 

 

 

“ Man is born free; and everywhere he is in chains.” These are the famous opening words of a treatise that has not ceased to stir vigorous debate since its first publication in 1762. Rejecting the view that anyone has a natural right to wield authority over others, Rousseau argues instead for a pact, or ‘social contract’, that should exist between all the citizens of a state and that should be the source of sovereign power. From this fundamental premise, he goes on to consider issues of liberty and law, freedom and justice, arriving at a view of society that has seemed to some a blueprint for totalitarianism, to others a declaration of democratic principles.  

 

Jean-Jacques Rousseau, The Social Contract 

 

 

 

 

 

*

*

*

*

*

*

*

Støvlen  snører  alle

*

*

*

Den støvlebærende tør ikke flytte støvlen
fra det ansigt den træder under fode
– for den der kommer op
i støvlens fravær,
som en spirende forårsblomst
gennem revner i asfalten,
spørger aldrig :
hvor blev støvlen
eller asfalten af ?
– og selv uden erindring
er spiren immun
og istand til at sprænge alle rammer
– og gør det
af ren og skær livsudfoldelse
*
*
*
Den støvlebetrådte
føler sig puttet som et spædbarn,
overvægtig under vægten,
og ordløst overbevist
om ikke at kunne rejse sig ved egen kraft,
– den første der fastholder den spæde
identificeres som mor,
– den næste der slår
identificeres som far
– den tredie der handler
både som mor og far,
og tilmed lyver, stjæler og myrder
identificeres som staten, den frelsende beskytter
som værner mod alt liv i frihed,
som enhver lykkelig slave,
total afhængig og ufri,
må frygte
som angsten for det ukendte
*
*
*
Det er den ukomfortable hemmelighed
som alle kender eller burde kende,
– hvis ikke den så massivt blev benægtet –
om hvorfor den støvlebærende
ikke tør fjerne støvlen fra menneskets udtværede ansigt i trældom,
og hvorfor den støvlebetrådte
forbinder det med en afart af komfort at være under støvlen, ufri,
ufri,men fri for sin angst – eller bitre fjendskab – over for friheden.

.

*

*

*

*

*

*

*

 

 

 

The Empire of Crime :

.

.

.

” Humanity’s soul
must be shaken to its very depths,
frightened by unfathomable
and seemingly senseless crimes.

.

Crimes that benefit no one,
whose only objective
is to inspire fear and terror.

.

Because the ultimate purpose of crime
is to establish
the endless empire of crime.
A state of complete
insecurity and anarchy,
founded on the destruction of
the ideals of a world
doomed to annihilation.

.

When humanity,
subjugated by the terror of crime,
has been driven insane
by fear and horror,
and when chaos has become
supreme law,
then the time will have come
for the empire of crime. “

.

 

..

from:

” Dr. Mabuse ”  (  Fritz Lang :  Dr. Mabuses testamente  1933  )
see also:  Rotchildt’s “manifesto of tyrany”, Frankfurt 1776  )

 

     

 

 

 

   

 

 

 

 

( the Emperor’s secret ) PRESCRIPTION   FOR   EMPIRES :

 

 

   

1

Conquer land, people and ressources. ” Take all – and give only partly back “. Divide and rule.

  

2

Perform massive generousity, “from the merciful and charitable Emperor” to “the humble citizens”.

Hand out entertainment, services and goods 

( it’s still only a minor part of what was conquered; by lying, stealing and murdering )

Avoid riot/revolt/”revolutions” by “donating”  food, water and simple accomodation  ( or alternately conduct  “riot/revolt/revolutions” yourself,  as  a  “controlled opposition” ) 

  

3

”  build   build   build  ”  ( conduct life’s  surplus in a constructive and imposing direction )
– like “houses of power”, roads, tradecenters ( “Forum Romanum” ), temples, theatres etc

  

4

Establish “altars” – like heroic & memorial places, temples for god-emperors and other heroic figures (fictional or real), ” founding fathers” of empire/territory etc.  

 

Invest in further conquest … 

 

 

                                 

    

 

 

   

.

 

 

”  Staten ?!  – det er ikke mig “       
” heller ikke mig ”   

” når alle adspurgte svarer benægtende, er der slet ingen stat  –  nihil ut nihil ” 
” det forstår jeg ikke ” 

” det er en fiktion, der er intet at forstå ” 

” nåh,  så forstår jeg meget bedre  “

 

 

 

 

 

 

 

Imperiets  Mindekloak,  Roma

 

 

 

 

 

 

 

zumma zummarum

 

 

I  am
free as  a  fly,
walking  on  earth
flying free in the sky,
feeling high.

Look  into  my  eyes
and tell me how and why,  you wise,
I, as a human,  should be less than a fly …  ..   .

 

 

 

 

 

 

”  .. det er en hård dom ! …”

       
” jeg kan ikke gøre en flue fortræd,
… jeg er for lille…”

 

 

 

 

 

 

the  judgement

 

 

 

 

 

 

 

  *

 

 

 

 

”  …  musik er frisættende …  frisættende musik skaber rum til alle følelser og stemninger …  følelser og stemninger skaber grobund for den åbne bevidsthed og den frie tanke …  den frie og uafhængige tanke fører til handlinger ud fra egne forudsætninger, fri og selvstændig handlen …  hvilket af staten gøres til genstand for fjendskab …  den frit fabulerende musik fører til evolution – og til stigmatisering af den udøvende : ” statsfjende Nr 1 ”

 

Beethoven blev opfattet som en socialt utilpasset galning – hans sidste, og bedste værker blev af samtiden benævnt ” de gale strygekvartetter … de gale klaversonater “. Van Gogh blev betragtet som sindsyg, og solgte ikke et billede i sin samtid ( bortset fra broderen, Theo, som ved at opkøbe hans billeder holdt ham i live med en smule penge.

Idag kan det sagtens lade sig gøre at indbilde sig at være “finkulturel” ved at gå i operaen, til eksorbitante billetpriser, og sidde på ørerne, og klappe som afrettede pavlovske hunde – mens den virkelige, eksperimentarende og udviklende nye musik må henslæbe et kummerligt liv i kældre og baggårde, hvor adgang mødes med “tak, om du vil give en skærv“, eller en skive overskydende brød ” til de ukendte, sultne unge genier.

Derfor bliver dit valg af musik afgørende for den verden du giver videre til dine efterkommere – enten i form af militante messingorkestre, der  støjende overdøver skrigene fra firmastatens torturofre – eller i form af nye mellemrum, mellem toner og takter, som lader menneskers egen indre stemme komme til orde, mens færre skriger og flere lytter.

For levende musik og levende samfund er der brug for evolution ( = udvikling )  ~   ikke revolution  ( =  gentagelse ).

( frit efter Aaron Russo )

 

 

( freely after )  Jean le Ronde d’Alembert, ” freedom of music ” (1752) :

 

” all forms of freedom are connected (bound to eachother ) :
Freedom of music leads to free feelings.
Free feelings lead to free thought.
Free thought leads to free acting.
        Free acting is the  ” Enemy number One ”  of the state.

– if you don’t want evolution (the fundamental princip of the  whole, constantly changing universe) you will forever be tied, addicted of, and deeply attached to revolution(s) ( – and thereby living under a manmade imposed “status quo” – a painful contradiction to an everchanging universe ), where you will be in an open prison and locked’in “now” ( lock’down = linked’in  ;-), without your roots, family and history, without your past and ancestors, without your future and children, without a soul ~ but replaced with false ID … IOT … I’tech-no-logic ( idioti = idiocy in danish ) … non’sense. 

 

If you don´t want freedom, don’ t change the form of music  “

 

 

 

 

*

 

 

 

 

 

 

Fænomenet perspektiveres også i nedenstående :

.

.

…  på vej mod et bedre samfund ….

.

https:/∆/www.nedersteetage.com/ant-antology/

https:/∆/www.nedersteetage.com/et-bedre-samfund/

https:/∆/www.nedersteetage.com/vaerksted-for-aand-og-haand/

https:/∆/www.nedersteetage.com/utopia-foerste-skridt-mod-en-ny-virkelighed/

.

Virkeligheden ved nærmere eftersyn :

.

https:/∆/www.nedersteetage.com/kosmos/

https:/∆/www.nedersteetage.com/nej-korrekturet/

https:/∆/www.nedersteetage.com/kosmose-cosmosis/

.

samfunds-sygehistorier :

.

https:/∆/www.nedersteetage.com/kannibalernes-sidste-maaltid/

https:/∆/www.nedersteetage.com/blind-leder-blind-palestina-israel-mellemoesten/

https:/∆/www.nedersteetage.com/blind-leder-blind-ii-covid19/

 

 

opgør med staten  ( i poetisk sprog )

https:/∆/www.nedersteetage.com/skilsmissen/

 

Flere “statelige”  oplevelser :

https:/∆/www.overetagen.dk/ankomst-til-tiden/

https:/∆/www.overetagen.dk/autonomstaten-regering-hen-over-hovedet-paa-folk/

 

 

 

( fjern  ∆  så har du det fulde link )

 

 

 

 

 

 

.

 

 

 

Respekt for de små :

 

En flue fløj ud i verden. Den var så lille, at den troede ingen ville lægge mærke til den. Da den blev sulten fik den øje på et selskab ved et veldækket bord. På bordet stod alt hvad en flue kunne ønske sig. Da den landede, hørte den een af gæsterne udbryde :  “  U-uh  –  smæk den flue  !  “. Da fluen hørte dødsdommen afsagt, begyndte den pludselig at tale, til selskabets store forbløffelse: ” åh, skån mit liv. Jeg har en lille dattersøn, der vil græde, hvis jeg ikke kommer hjem  !  “

 

Tænk, så lille  –  og dog bedstefar !

 

 

 

 

 

 

 

                 ”   L’ État, ce n’est pas moi…  “

      ” Moi non plus..”      

 

 

 

 

 

  .