Tea Ta Xii Chin

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg ankom til Kina uden at kunne hverken tegn eller ord. Den kinesiske taxachauffør havde lært sig engelsk, og indledte til min overraskelse en samtale:
” Der er mange måder at  beskrive forskellen mellem “vesten” og “østen” på. Når vi laver the, så hælder vi de tørrede theblade i kogende vand. Bladene suger vandet til sig og svulmer op til noget der er større end deres oprindelige størrelse og form, da de blev plukket som friske blade. Det tager lang tid at lave the; det forstærker smag og dybde, og forhøjer kontemplationen og nydelsen ”   – efter en lille pause fortsatte han :  ”  I vesten bruges thebreve og instant coffee; derfor bliver smagen unuanceret.  Hvor er dybden ?  –  hvor er kontemplationen ?  –  hvor er nydelsen  ?  “

Jeg var mundlam, og stilheden bredte sig.

Taxachaufføren tog igen til mæle:
”  Stilhed kan betyde mange ting. Stilheden skaber det største åbne rum – universet er sådan eet. Stilhed kan være udtryk for accept – stiltiende accept – den kan udløse reflektioner om hvorvidt det udtalte var mere eller mindre passende, og det kan være udtryk for at den stille lytter for at lære mere – og i “vesten” kan stilhed være udtryk for uenighed og afstandtagen og urene følelser og tanker – men er DET høfligt og passende ?,  kunne man spørge på traditionel vestlig vis.  Er det stilhed i sin rene og åbne form ?… er stilhed stille ? … tomhed ?…  eller hvid støj ? “

Jeg kunne stadig ikke få et ord frem;  jeg kunne ikke overskue det rum af ukendt bevidsthed der åbnede sig.

Taxachaufføren så længe og koncentreret på mig via bakspejlet. Det virkede overnaturligt, hvordan han både bevarede det fulde overblik og navigerede sikkert gennem den kaotiske trafik, og samtidig var i stand til at lade sit blik hvile urokkelig og koncentreret på mig. Jeg forsøgte at stirre fokuseret tilbage, indtil udmattelsen fik mit blik til atter at flakke. Mine tanker fløj som tusinder af følsomme flagermus ud og ind af kraniets og grottens åbninger. Der var ikke længere ord imellem os.

Pausen varede som en evighed i øjets blik. Det virkede beroligende, og jeg gav lidt efter lidt efter og slappede af.

Hans blik i bakspejlet kneb sig mere sammen, og udstrålede en overraskende hjertevarme. Selvom jeg ikke kunne se munden i det smalle bakspejl, røbede hans øjne at han smilte. Stemmen kom før ordene, langsomt umærkeligt og uvirkeligt, nærmest som om de allerede var inde i mit eget hovede:
”  Luk øjnene og lyt. Lyt til trafikkens symfoniske orkester, læg mærke til hvordan hver eneste i trafikken har sin nøjagtige plads, ligesom musikere i et orkester ” Han rakte en stor bambusflettet thermokande bagud til mig, og pegede mod en bakke med kopper ved siden af førersædet:  ”  Duft til den kogende thes svulmende blade, mærk koppen imellem dine hænder, før den langsomt op til munden, læg mærke til den blinde præcision, uden brug af øjne “

Det forekom mig grænseoverskridende at sidde i en taxi, på vej gennem Beijings myldrende trafik, og drikke the i den skælvende overgang mellem vestlig fortravlethed og østlig meditativ tradition.  The’ens vidunderlig intense og dybe smag, sendte mig på endnu en ukendt rejse. Theen fordelte sig, og gennemtrængte både krop og bevidsthed, indtil den helt havde ændret min oplevelse af  mig selv og omgivelserne.  I bakspejlet fulgte chaufførens blik i korte koncentrerede glimt mig opmærksomt. Kørslen forandredes, så taxien midt i farten, virkede ubevægelig, mens alt udenfor rasede forbi som en storm der river alt med. Intet udefra, eller voldsomme momenter i selve karosseriet, forstyrrede indtagelsen af theen. Ceremonien var indledt.

” man kan vælge at forenkle verden med et forenklet eller spaltet sind som brister og flyder over i anledning af den mindste modsætning – eller man kan vælge at se rummeligt på en verden af høj kompleksitet med et avanceret og helende sind, der kan rumme alle modsætninger “,  fortsatte det fra førersædet.

Endelig, langt inde i samtalen, kom de første ord til mig; og brød igennem min hidtidige tavshed med et smil:  ”  … nu kan jeg høre stilheden i trafikken, smage verdensperspektivet, og åbne øjnene for første gang !  “

Det rygvendte skulderparti hoppede op og ned i takt med hans lydløse og bekræftende latter.

 

 

 

 

 

Storm  =  Torus  ( set fra oven )

 

 

 

 

   _ Hr. Meta Morfoses mange forvandlinger og former

 

 

 

 

Hr. Meta Morfose
vuggede af lyst og nød
i sin moders skød,
men kun for en tid.
Endnu mens han var af mindre form,
klemte han sig ud,
og tog verden med storm.

 

 

Hr. Meta Morfose
sad snart i førersædet
og kørte med stor hast ad veje,
indtil han bremsedes af en storm.
Han steg ud af sin bil
afklædte sig hat, frakke og sko,
og lagde sig ned på jorden.
Således, med passende ydmyghed og tro,
kom han igennem den større storm,
ved at antage sin mindste form.

 

 

Hr. Meta Morfose
blev med tiden træt af storme
og faldne æbler, og draget mere mod orme.
Mæt af dage kunne han ikke mere smage
det grønne, og begyndte at drømme
mere om det ubegrænsede skønne.
Ved at overgå til sin hidtil mindste form,
gennem maven på en orm,
blev han forpuppet
og forvandlet til sommerfugl,
fik kedsomheden stoppet
og tørsten slukket,
med blomsterbæger af sød nektar,
indtil han, godt proppet, atter flød over af trivsel.

 

 

Med en sommerfugls vingeslag
rejste Hr. Meta Morfose,
trods sin beskedne form,
en lille vind,
.. og med lidt god vilje: en mikroskopisk storm.
Den rasede henover oceaner
langt mindre end de fleste aner,
men blev overeksponeret af meteorologer,
overfortolket af teologer,
yderligere dramatiseret af dommedagsprofeter,
og af politikere, økonomer og andre spekulanter
gjort til en anden form for (kunstig) storm
af maximale profitter, en mental orm,
fuld af svingdøre og ormehuller,
opblæst med en masse nuller
til sin største form,
på mindst mulig grund.

 

 

Hr. Meta Morfose
gik gang på gang gennem stormens øje,
uden anstrengelse, uden at overdøve eller støje,
for, kun med mindste møje,
gennem sit eget centrum, i stilhed, midt i en storm
at finde den korteste og letteste vej til en passende ny form.
Med hovedet i himlen og fødderne på jorden,
fandt han med vand og damps lethed,
hvad der er op og ned
i verdensorden’ .

 

 

Efter godt og vel et helt århundrede,
så det herfra ud som om Hr. Meta Morfose endelig skred,
hvorhen, eller til hvilken ny form, er der ingen der ved,
– mindst eet kan ikke udelukkes,
hans forvandlinger bliver ved …

 

 

 

 

 

 

” … Storm P bør også nævnes ! … “

 

  ”  enig.. og hvad med møller fra Tvind ?,
… eller dem der løber med en halv vind,
og uhindret lader alt passere gennem ørerne,
som en storm der tordner og drøner,  fuld af skrøner ?,
…  f.eks. den om ” skadelige prutter fra køerne ”   …  “

 

 

 

 

 

“ …den vises liv strækker sig vidt. Han er ikke lukket inde  
bag de samme grænser som andre, han alene er løst af de  
love der gælder for menneskeheden, alle århundreder råder 
han over.  
– drejer det sig om fortiden ? – han omfatter den i erindringen  
– drejer det sig om nutiden ?  – han forstår at udnytte den  
– drejer det sig om fremtiden ? – han foregriber den  
For ham bliver livet langt fordi alle dets epoker er én sammenhæng ” 

  

( Seneca : “ om livets korthed “  ~ De Brevitate Vitae ~ ca 40 e.v.t. )