… uden dikkedarer …
… en verden som er ret,
med indskudt kile af u’ret,
uret i pendulsving,
frem og tilbage ad asfaltfloden Styx,
sekunderet af stiblede midterstriber.
Kronos æder
forældre, børn
og generationer i afmålte rationer,
på vej mod ingenting,
galejslaver strejker og demonstrerer
for ” retten til at ro ” … mod mere uro …
( de skulle snarere kræve frihed, fred og ro )
… i blind kamp mod illusioner, fatamorganaer,
løsslupne psykopater
og barbarer …
– uden dikkedarer
imorgen er der atter en ny krig,
garanteret og designet
morderisk moderigtig
– det sidste skrig –
en ødelagt og fredløs verden
af slavehorder i kø,
som venter på frihed
og frygter at dø …
dag efter dag i hast,
last og hjertebrast …
frem og tilbage på stedet
– uden dikkedarer
en verden hævet over “ u r e t “,
hele planeten på rejse
gennem al tid og rum,
som et rumskib med ledig plads til nye,
– og sågar blinde passagerer –
søsatte hav- og ørken-skibe,
kameler og dromedarer,
lamaer og llamaer,
frænder og fjender,
shamaner og kumpaner,
høvding, dron og dront
til fest og hverdags dont
– uden dikkedarer
alting er så stille – bag støjen
i al dens indbildte travlhed, laden og gøren
– i lydløs fart med 16 000 km i sekundet omkring solen …
og galaksen i endnu større hast …
Her i eder og forbandelsers
– og Edens –
have,
ombord på et skib
med køl og skrog vendt på hovedet
– omvendt til hus
med seng, stol og bord –
sejler jeg under vind og vejr,
– i sus og dus –
Her ånder alt
mellem fred og forandring,
mens jeg trækker vejret i vejret,
og hiver mig i skæg
stubbe og tagskæg,
gnaver glor og lytter,
skumler og gumler
som en ged på taget
– ikke påtaget –
( for ) det er, som det er …
jeg er
…
den som er …
Hvad ellers (?) …
spørger jeg ud i rummet …
… og forventer ingen svarer
– uden dikkedarer …